Tekst: Max Steinar
Hvad med hunden?
Sagkundskaben har delte meninger om, hvorvidt hunde kan blive syge af Borrelia. Hunde har naturligvis en langt større risiko for at blive bidt af flåter, da de så at sige konstant befinder sig i markvegetationsniveau, og flåterne har nemt ved at få fat i pelsen og bevæge sig ind til huden.
Dyrlæge Hans Henrik Dietz, Statens Veterinære Serumlaboratorium i Århus, har været med til at undersøge hunde - som alligevel var indbragt til anden form for behandling - for Borrelia. Cirka hver sjette hund, 16 procent, havde antistoffer mod Borrelia i blodet. Et niveau, der i øvrigt har været det samme i senere undersøgelser.
- Min personlige opfattelse efter at have arbejdet med emnet er, at hundene generelt ikke bliver alvorligt syge af Borrelia, fortæller Dietz. - Jeg har aldrig med sikkerhed konstateret Borrelia hos en hund, men der er dyrlæger i Schweiz og USA, som mener, at de har.