Tekst: Max Steinar
Sådan fjernes flåter
Først dreje og så trække
Der er et hav af gamle husråd om, hvordan en flåt fjernes: Man skal smøre den ind i fedt, smør, tandpasta, sprit eller rense-benzin, så den kvæles. Men man kan ikke være sikker på at dræbe flåten med det samme og risikerer, at uret tikker forbi de 24 timer, hvor infektionen kan indtræde. Oven i købet fraråder nogle eksperter, at man forsøger sig med disse forskellige "kvælningsmidler", idet de kan forbedre borrelia-bakteriernes mulighed for at blive overført med flåtens spyt.
I stedet skal man sætte en pegefinger på flåten og dreje den rundt nogle gange, så munddelene - som har modhager - vrides nogenlunde løs. Derefter tager man fat i flåten helt nede ved hovedet med en pincet eller en speciel flåt-tang og trækker svagt, men vedholdende. En skovflåt har ikke samme udholdenhed som Bjarne Riis, og til sidst vil flåtens munddele slippe taget.
Skulle man komme til at rykke flåten fri, med dens munddele siddende tilbage, gør det ikke så meget. Borrelia-bakterierne er nemlig i flåten og ikke i munddelene, og har man fjernet flåten inden 24 timer, skulle risikoen være overstået. De tilbageværende munddele kan højst give en mindre hudirritation eller "bums".
Pas endelig på ikke at klemme flåten omkring dens krop, så den brister, idet bakterier fra dens tarmkanal da kan risikere at finde vej ind i bidstedet. Rens så vidt muligt altid bidstedet med desinficerende væske efter behandlingen.